Fra 24. marts og frem til 21. oktober går Dansk Vandrelaugs medlemmer et hav af maritime ture. Tag imod udfordringen og spring på den nordsjællandske stafet fra Roskilde til København, hvor vi går langs Roskilde Fjord, nordkysten og Øresund.
De to turledere Steen Malmlin, Nordsjælland, og Erik Christiansen, Lyngby, mødte i sin tid hinanden på en vandretur i Skåne. Siden da har fællesinteressen for at vandre ledt til forskellige vandreprojekter – denne gang har de planlagt en rute hele vejen langs Nordsjællands kyster fra Roskilde til København fordelt på 18 ture.
Hvordan kom I på, at I gerne ville arrangere en rute hele vejen langs Nordsjællands kyster?
Steen: Jeg havde i lang tid tænkt, også inden Maritime Vandringer blev en realitet, at jeg gerne ville arrangere en tur i fem etaper fra Hundested til Helsingør. Det kom Erik og jeg til at tale om, og så foreslog han, at vi udvidede ruten.
Erik: Og det gjorde vi så – nu starter ruten i Roskilde, hvor vi følger fjorden og svinger over på den nordlige kyst. Med vandet på venstre siden hele tiden går vi langs Kattegat, indtil vi når Øresund. Derfra følger vi kysten til København. Selvfølgelig går vi turen i etaper, men hvis man går kontinuerligt med, vil man opleve hele Nordsjællands kyststrækning.
Read moreVi runder Nordsjællands kyst fra Roskilde til København