På udkig efter strandinger

Havpattedyr strander langs Danmarks kystlinje og du kan være med til at sikre, at de bliver omdannet til viden på de Maritime Vandringer!

Havpattedyr strander dagligt langs de danske kyster. Og vi mister værdifulde informationer om dyr og havliv, når vi bare går forbi på vandreturen – viden om forekomst, forplantningsevne, drukning ved bifangst, fødevalg, sundhedstilstand og populationsdynamik hos vores fire hjemmehørende havpattedyr: spættet sæl, gråsæl, marsvin og hvidnæse. Havpattedyr er toprovdyr, og som sådanne afspejler de hele den fødekæde, de indgår i. De fungerer som indikatorer for havmiljøets tilstand: Hvis populationen af toprovdyr har det godt, har hele den fødekæde, arten repræsenterer, det også godt, og det er ligeledes godt for alle, der sætter pris på et sundt og rent miljø.

Ring derfor til Aarhus Universitet, når du finder et strandet havpattedyr – så er du med til at fremskaffe større viden om vores fælles miljø og om havpattedyrenes aktuelle status!

Havpattedyr er varmblodede, har hår og mælkekirtler ligesom mennesker. De færreste har nok set en behåret hval, men den lille hvalunge fødes faktisk med små følehår om munden, sandsynligvis for at hjælpe den med at finde moderens brystvorte. Hos hvaler og sæler er både bryster og testikler pakket ind i kroppen for at gøre dem strømlinede som en tilpasning til et liv i havet.

Havpattedyr har mange andre tilpasninger til livet i havet. De har f.eks. udviklet en særdeles god hørelse, evnen til at dykke og søge føde i mørke, men de skal fortsat til overfladen for at trække vejret med jævne mellemrum.

Det gør havpattedyr sårbare overfor utilsigtet fangst i fiskegarn, hvor de kan sidde fast og drukne. Enten skærer fiskeren dem fri og smider dem overbord, eller også falder de af, når nettet trækkes op. Siden skyller de op på stranden. Andre havpattedyr kan dø af sygdom og parasitter og ender også til sidst på stranden.

Hvis du finder et strandet havpattedyr: 

RIng eller skriv til: Line A. Kyhn, Telefon: 3018 3148, mail: lky@bios.au.dk

Skriv en kommentar

Find the European long-distance trails - #epaths - and #leadingqualitytrails Best of Europe at https://t.co/TWz1cG4pvh #walking #hiking

WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com